Bag om navneleg

I uge 10 har Vollsmose Avisen bragt en Top 10 over de mest populære navne i Vollsmose Sogn. Bag statistikkerne gemmer der sig nogle benspænd og etiske overvejelser.

Jeg fik et udtræk af samtlige navne i Vollsmose Sogn per 1. januar 2015 opgjort for mænd og kvinder. Jeg bearbejdede tallene i Excel og fandt frem til diverse statistikker: Samlet antal af navne, procentandelen for begyndelsesbogstaver og navnene med flest tegn.

Samtidig ville jeg gerne give noget merværdi på vores hjemmesiden www.vollsmose.dk/avisen. Det fik mig til at prøve dataanalyse- og visualiseringsprogrammet Tableau Public.

Jeg har lavet en ‘sky’ med samtlige navne i Vollsmose. Det ser i sig selv noget forvirrende ud, men en enkelt funktion gør det brugbart. I højre side kan du indtaste dit eget fornavn og se, hvor mange der hedder det samme som dig i Vollsmose.

 

Alle navne med mere end 30 personer

Samtidig har jeg lavet en visualisering, der kun viser navne, hvor der er 30 eller flere personer, som hedder det i Vollsmose Sogn.

 

Etiske dilemmaer

Personer, der er navne- og adressebeskyttede, er ikke vist i graferne her. Jeg fik i første omgang den fulde liste fra Danmarks Statistik. Det må jeg rent juridisk gerne, fordi det kun var en liste over fornavne.

Dog ville det potentielt kunne det give problemer. Hvis nu vedkommende har et helt unikt fornavn, så ville jeg være med til at ‘afsløre’, at vedkommende bor i Vollsmose Sogn. Derfor er listen på nettet nu et udtræk Danmarks Statistik har lavet, hvor personer med navne- og adressebeskyttelser ikke er med.

Kært barn har mange navne

Ali topper listen for mænd, men reelt er der flere, som hedder Muhammed eller Mohammed eller Mohamad eller Mouhammed. Udfordringen er, at det arabiske navne Muhammed bliver stavet på rigtig mange måder herhjemme – i hvert fald over 10 stavemåder dækker over det samme arabiske navn.

Derfor har jeg ikke lagt navnene sammen, men i stedet fulgt Danmarks Statistik 100 procent.

Leave a Reply