Hjemme igen

Lørdag spurgte Camillas onkel, om vi havde skrevet, at vi var kommet hjem igen. Nu er det gjort. Rejsen er slut for denne gang, og vi er hjemme igen.

Hjemme i hjemmet, i kvarteret, i Odense, i Danmark og hos familie og venner. I dag så vi Ottos tvillingevenner for første gang igen, og Odense opførte sig pænt med god stemning, kultur i gaderne og gode folk. Vi er virkelig hjemme igen, og vi glæder os til hverdagen.

image

Otto lånte lige Karlas plads ved siden af hendes søster Vilma.

I (næsten) danske sko

Søndag tog vi forbi Sunset Villa, som er en miniudgave af Solvang. Jette skulle købe noget wienerbrød til sin lillebror Hugo, som vi skulle besøge senere på dagen.

Jette og Hugos far var den første bager til at levere brød til det lille bagerudslag i Sunset Villa, som har åbent den første søndag i hver måned. Otto var ikke så interesserede i brødet men de tomme brødbakker i stedet.
image

Der er nogle seniorboliger i Sunset Villa, en trailerpark, en skydebane, en forsamlingsplads og en restaurant. Og en stor træsko.

image

Generelt var søndagen en dag i Ottos tegn. Gyngeture, god mad, opmærksom og en svømmetur til at slutte af med hos Hugo. Hugo og hans kone var utrolige gæstfri. De har 25 hektar jord, et stort hus, en flot svømmingpool og en ekstra hus til deres ældste søn, som sammen med sin kæreste har mellem 25-30 heste, som der også er plads til.

image

Skibene sejler udenom vandfaldene

Camilla fortalte, at hun i 1999 havde kedet sig bravt, da hendes far havde taget hende og resten af familien med til nogle kanaler og sluser. Welland Kanalen og sluserne. Stedet skulle vi selvfølgelig gense i går.

Vi fik ikke billeder af et skib i en af sluserne, men vi kørte over en vippebro lige for snuden af et skib, mens det fandt plads i en sluse. Mellem 2. og 3. sluse fangede vi et skib på linsen, mens det sejlede fra Ontario Søen til Erie Søen. Her passerede det under motorvejsbroen.

image

image

I løbet af 42 km kommer skibene 99,5 meter højere op via sluserne. Skibene må maksimum være 35,5 meter høje for at komme under motorvejsbroen. Da vi kom hjem, fortalte Jette, at radioen altid annocerede i hendes barndom, når der kom interessante skibe gennem kanalen. Hendes familie havde på det tidspunkt et bageri i St.  Catharines ved kanalen. Når faderen hørte det, tog han ud til en af sluserne med wienerbrød til besætningen og kom ofte ombord et stykke af vejen.

Vi var også i byen Niagara-on-the-Lake, som blev grundlagt i 1792, og som var delstaten Upper Canadas (i dag Ontario) første hovedstad. I dag er byen primært en turistattraktion for seniorer og vinelskere. Undtagelsen er parken, hvor Otto igen fik sig en gyngetur.

image

image

Hurra for den sidste istid

168.000 kubikmeter vand drøner hvert minut ned over Niagara Vandfaldene og flyder videre mod Ontario Søen. Det var svært at fatte naturens vindundere, da vi stod der sammen med en brøkdel af de 14 millioner turister, der hvert år besøger verdens mest fotograderede sted – Niagaravandfaldene.

image

Så hurra for istiden, der på tilbagetrækningen for 12.500 år skabte Niagaravandfaldene og The Great Lakes, som er verdens største ferskvandsområde. I får lidt billeder fra turen. Vi så det på tætteste hold og fra højden.

Jette og Gord gav os en tur på en restaurant i Skylon Tower. Der var en helt fantastisk udsigt, en hammergod bøf, noget traditionelt tilbehør og masser af koreanere, så Otto var glad. Restauranten drejede rundt, så i løbet af en time havde vi fået samtlige 360 grader med.

image

Her er det Hesteskosvandfaldet (eller Horseshoe Falls), som er det bredeste og højeste af vandfaldene. Der er 57 meter højt og 670 bredt. Skylon Tower er fra 1965, og det ligner i dag noget som kunne være med i sci-fi film.

image

Vi var også helt tæt på, da vi tog båden Maid of the Mist. Otto var ikke en fan, da han vågnede op lige inden vi skulle af sted med båden, og alle folk lige pludselig havde blå regnslag på og han samtidig skulle være i bæresele. Camilla har prøvet turen et par gange før, så de trak sig lidt tilbage, mens jeg stod helt ude for enden. I kan se båden på det første billede, og lidt tættere på her.

image

Selve vandfaldene er unikke, og så må vi leve med, at det er et turistmekka. Det er holdt pænt, og selvom der er mange mennesker, så er det ikke klaustrofobisk. Vi er virkelig taknemmelig for, at Jette og Gord gav os en middag i tårnet og vi havde en fantastisk dag.

Alle tallene og flere til kan I finde her.

Lynturist i Toronto

Så er vi ankommet til turens til sidste stop, Toronto. Ja, faktisk er vi ikke i Toronto. Vi er i byen Burlington, som ligger sydvest for Toronto ved Ontario Søen. Det er ikke en nyhed for Bjerrekær og Kjeldsen-familien, men jeg ville blot lige sikre, at alle er med på geografien. Vi bor hos Jette og Gord, som vi nemhedens skyld kalder Camillas canadiske tante og mand. De har taget mere end fantastisk imod os og Otto, på trods af at de to dage før vores ankomst kom hjem fra en fem ugers rejse i Europa. Lad os bare sige, at Otto sagtens kunne flytte ind. Der er mad til en måned, babyseng, barnesæde, badekar, to slags bleer, to slags numsecreme, badeolie, lidt ekstra tøj, legetøj, babystol, håndklæde og sikkert et par ting, vi ikke har set endnu. I må vente med at høre mere om stedet. Forresten er det 25 år siden, at Camilla var her første gang i 1988.

Vi skal se og opleve en del den næste uges tid. I morgen skal Camilla, Otto og jeg til Niagara Falls og torsdag skal vi nord på til Collingwood, hvor de har et feriehus. I dag tog vi et GO Train langs Ontario Søen indtil til downtown Toronto. Det er atypisk vejr for årstiden. Normalt er det lummert og trykkende, men i dag var der let regn først på dagen og pænt solskin senere.

Vi havde ikke forberedt så meget, men vi så (uden at tage turen op) CN Tower, som er synligt fra det meste af byen, og bagefter gik vi til Chinatown og det farverige Kensington Market. Vi fik god kaffe fra Jimmy Coffee, hvis mørkeste bryg hedder Jimmy Hendrix (trivia: Han er født i Seattle), drak god lokal øl på en restaurant, som vi kun besøgte, fordi Otto skulle have skiftet ble. Camillas højdepunkt var garnbutikken. Otto poserede lidt for de forbipasserende udenfor, men han var lidt skuffet over, at der ikke var så mange asiater i Kensington som i Chinatown. Han smiler ekstra til asiater og særligt asiatiske kvinder får et eksta stort smil med på vejen.

image

image

image

image

Tre ting om Otto

image

Se nøje på billedet. Otto er nu 10 måneder, og jeg hæftede mig ved tre ting, da jeg bladrede igennem vores billeder.

1) Han er blevet stor.

2) Han er blevet så stor, at han har fået sine første sandaler.

3) Han er glad for plastik. Vi mistede desværre hans ræv Svend i Yosemite (undskyld Helle og Per), og nu er alt hans legetøj blevet vakumpakket pga. væggelusudrydning. Han er nu ligeglad. Så længe han får et stykke plastik at bide i. Her er det en brugt rejsebalsamsflaske, som er hans nye ven. Vi er ikke stolte af det, men han er glad for flasken.

Vi har forresten også købt et stykke smart stof, så han kan sidde på almindelige stole.

image